Kampen mod det kridhvide helvede - Om Susan Otvig Buschs nyeste malerier
Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen
Motivisk forestiller Susan Otvig Buschs serie af nye oliemalerier det samme. Vi ser interiører af forskellig slags: et soveværelse, en stue, et kontor, en havestue, et trapperum. Alle disse dagligdags rum bliver udsat for en større eller mindre grad af opløsning. Mørke skygger trænger sig på, udefinerbare objekter bevæger sig gennem lokalet, og ting og sager hvirvles op i luften. Ofte i en sådan grad, at det umiddelbart ligner en kaotisk sammensmeltning og nedbrydning.
Da Susan Otvig Busch kaldte den første udstilling med disse malerier for ”Fragmenter”, kunne man derfor tro, at kaosset i billederne havde en negativ klang og betydning. At noget fragmenteres – aktivt -, betyder jo, at noget går i stykker. At helheden bliver ødelagt. Men, fragmenter betyder også dele, stumper eller brudstykker, - måske refererende til hvert værk som en del af en større sammenhæng? Måske refererende til en slags opbygning eller konstruktion fremfor til en nedbrydning? Og i så fald, hvad er det, der bygges op, - hvad er det for en forestilling, vi ser og måske bliver en del af?
Undersøger man billedtitlerne og deres sammenhæng med ”handlingen” og stemningen i det enkelte maleri, opdager man nemlig, at der eksisterer indtil flere niveauer af betydning: 1) En bogstavelig. Mange af titlerne er talemåder som ”En engel gik gennem stuen”, ”Tågesnak” og ”Længe ventet”. 2) En eksistentiel og almenmenneskelig. Talemåderne dækker ofte over dybere lag af betydning. ”Vildrede” kan både dække over mild forvirring og en mere grundlæggende menneskelig krise, ligesom ”Dagen derpå” og ”Stormvejr” kan have en såvel harmløs og banal mening som antydninger af noget langt mere alvorligt og foruroligende. Som at være udsat for et følelsesmæssigt stormvejr. 3) En beskrivelse af de rent kunstneriske processer.
Tager vi det sidste først, kan titler som ”Mens vi venter”, ”Opslugt”, ”Vildrede”, ”Det trænger sig på” og ”Det gik pludseligt stærkt” beskrive de tanker og følelser, der går gennem kunstnerens hoved under maleprocessen. Beskrive kampen mod materialet, håbet om inspiration, tvivlen og den pulserende glæde, når det hele går op i en højere enhed. Formerne, farverne, figurerne og de skiftende grader af energi fra det dødsensstille til det tumultariske viser fuldstændigt nøgent og afslørende, hvordan Susan Otvig Busch har det, mens hun kæmper med stoffet.
Denne maleriske kamp med stoffet glider umærkeligt over i den mere eksistentielle tolkning af motiverne. Ligesom Susan Otvig Busch og alle kunstnere til alle tider slås med materialet, tvivler og fortvivler, kasserer, redigerer og tilføjer for til sidst, forhåbentligt, at skabe noget, der er lige som det skal være, gennemgår og oplever vi som mennesker et utal af forskellige sindstilstande. Vi møder modstand, vi møder sorger, glæde, eufori, tilbageslag og fornyet håb. Følelser og erfaringer, som vi genfinder og genkender i Susan Otvig Buschs malerier. Hendes kamp med det maleriske stof, svarer til vores kamp for fodfæste i et liv fuld af udfordringer.
Man bliver her til sidst nødt til at nævne et fjerde niveau i hendes billedserie: den rene og skære hyldest til fantasien. ”Fordrivelsen af det kridhvide helvede” er ikke det eneste billede, hvor fantasi, frodighed, dynamik og legelyst sættes overfor en stillestående og kvælende normalitet. Virvaret af fantastiske former, der gennemstrømmer alle disse malerier, har en frigørende effekt. Tag nu bare ”Dagdrømme”. Det kan godt være, at dagdrømme er forbundet med eskapisme og uopmærksomhed, men Susan Otvig Buschs maleri viser, hvordan det at dagdrømme, det at have fantasi, det at skabe sig indre forestillinger, er noget i bund og grund forløsende. Uden hvilken evne vi vitterligt lever i et kvidhvidt helvede. Ikke den værste pointe for en billedkunstner!
Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen
Motivisk forestiller Susan Otvig Buschs serie af nye oliemalerier det samme. Vi ser interiører af forskellig slags: et soveværelse, en stue, et kontor, en havestue, et trapperum. Alle disse dagligdags rum bliver udsat for en større eller mindre grad af opløsning. Mørke skygger trænger sig på, udefinerbare objekter bevæger sig gennem lokalet, og ting og sager hvirvles op i luften. Ofte i en sådan grad, at det umiddelbart ligner en kaotisk sammensmeltning og nedbrydning.
Da Susan Otvig Busch kaldte den første udstilling med disse malerier for ”Fragmenter”, kunne man derfor tro, at kaosset i billederne havde en negativ klang og betydning. At noget fragmenteres – aktivt -, betyder jo, at noget går i stykker. At helheden bliver ødelagt. Men, fragmenter betyder også dele, stumper eller brudstykker, - måske refererende til hvert værk som en del af en større sammenhæng? Måske refererende til en slags opbygning eller konstruktion fremfor til en nedbrydning? Og i så fald, hvad er det, der bygges op, - hvad er det for en forestilling, vi ser og måske bliver en del af?
Undersøger man billedtitlerne og deres sammenhæng med ”handlingen” og stemningen i det enkelte maleri, opdager man nemlig, at der eksisterer indtil flere niveauer af betydning: 1) En bogstavelig. Mange af titlerne er talemåder som ”En engel gik gennem stuen”, ”Tågesnak” og ”Længe ventet”. 2) En eksistentiel og almenmenneskelig. Talemåderne dækker ofte over dybere lag af betydning. ”Vildrede” kan både dække over mild forvirring og en mere grundlæggende menneskelig krise, ligesom ”Dagen derpå” og ”Stormvejr” kan have en såvel harmløs og banal mening som antydninger af noget langt mere alvorligt og foruroligende. Som at være udsat for et følelsesmæssigt stormvejr. 3) En beskrivelse af de rent kunstneriske processer.
Tager vi det sidste først, kan titler som ”Mens vi venter”, ”Opslugt”, ”Vildrede”, ”Det trænger sig på” og ”Det gik pludseligt stærkt” beskrive de tanker og følelser, der går gennem kunstnerens hoved under maleprocessen. Beskrive kampen mod materialet, håbet om inspiration, tvivlen og den pulserende glæde, når det hele går op i en højere enhed. Formerne, farverne, figurerne og de skiftende grader af energi fra det dødsensstille til det tumultariske viser fuldstændigt nøgent og afslørende, hvordan Susan Otvig Busch har det, mens hun kæmper med stoffet.
Denne maleriske kamp med stoffet glider umærkeligt over i den mere eksistentielle tolkning af motiverne. Ligesom Susan Otvig Busch og alle kunstnere til alle tider slås med materialet, tvivler og fortvivler, kasserer, redigerer og tilføjer for til sidst, forhåbentligt, at skabe noget, der er lige som det skal være, gennemgår og oplever vi som mennesker et utal af forskellige sindstilstande. Vi møder modstand, vi møder sorger, glæde, eufori, tilbageslag og fornyet håb. Følelser og erfaringer, som vi genfinder og genkender i Susan Otvig Buschs malerier. Hendes kamp med det maleriske stof, svarer til vores kamp for fodfæste i et liv fuld af udfordringer.
Man bliver her til sidst nødt til at nævne et fjerde niveau i hendes billedserie: den rene og skære hyldest til fantasien. ”Fordrivelsen af det kridhvide helvede” er ikke det eneste billede, hvor fantasi, frodighed, dynamik og legelyst sættes overfor en stillestående og kvælende normalitet. Virvaret af fantastiske former, der gennemstrømmer alle disse malerier, har en frigørende effekt. Tag nu bare ”Dagdrømme”. Det kan godt være, at dagdrømme er forbundet med eskapisme og uopmærksomhed, men Susan Otvig Buschs maleri viser, hvordan det at dagdrømme, det at have fantasi, det at skabe sig indre forestillinger, er noget i bund og grund forløsende. Uden hvilken evne vi vitterligt lever i et kvidhvidt helvede. Ikke den værste pointe for en billedkunstner!